Dansk |
Grundfaget dansk på HG afsluttes efter 1. år på niveau E,D eller C, idet eleven indplaceres på niveau ud fra tidligere uddannelse og reale kompetencer. Elever, som har afsluttet faget på niveau E eller D kan herefter påbygge et højere niveau.
Formål
Formålet med faget er at styrke elevernes sproglige bevidsthed og færdigheder, så de bliver bedre til at formulere sig mundtligt og skriftligt og til at lytte til og læse forskellige teksttyper med forståelse og udbytte. Formålet er endvidere at styrke elevernes forudsætninger for at udnytte det danske sprog i uddannelses- og arbejdsmæssige sammenhænge og for erkendelse, oplevelse, tolerance og fællesskab.
Niveauer og vejledende uddannelsestid
|
Niveau F: |
2,0 uger |
|
Niveau E: |
2,0 uger |
|
Niveau D: |
2,0 uger |
Mål
Målet med undervisningen er, at eleven kan
1) udtrykke sig klart og præcist i skrift og tale og på en måde, der er tilpasset situationen i erhvervsfaglige, uddannelsesmæssige og almene sammenhænge
2) anvende relevant læsestrategi i forhold til teksttyper og læseformål i forbindelse med uddannelse, erhverv og hverdagsliv
3) anvende korrekt sprog, retstavning og tegnsætning
4) styre en skriveproces med defineret mål og indgå i dialog om egne og andres skriftlige produkter
5) læse med sikkerhed og hurtighed og med forståelse, indlevelse og eftertanke
6) udvælge, fastholde og redegøre for det væsentlige i en læst, set og hørt tekst
7) analysere og reflektere over forskellige teksttypers indhold og form, budskab og perspektiv
8) anvende sin kommunikative forståelse til nytte for samarbejdet og samværet med andre
9) anvende IT til relevant kommunikation og informationssøgning.
Indhold
· Tekstarbejde
· Mundtlig og skriftlig fremstilling
· Der arbejdes med enhver form for læst, set eller hørt tekst.
Tekstarbejde
Gennem tekstarbejdet får eleven kendskab til grundlæggende danskfaglige redskaber til analyse, forståelse og perspektivering af forskellige teksttyper og medier. Brugen af faglige metoder skal sikre, at eleven lærer at analysere og tage stilling til tekster og sætte dem ind i en social, teknologisk, historisk eller anden relevant sammenhæng. Læsestrategier, der er hensigtsmæssige ift. læseformål og teksttype øves.
Eleven skal arbejde med forskellige teksttyper og genrer. Hovedvægten lægges på tekster fra nyeste tid. Tekster og mundtligt stof med relevans for elevernes uddannelse, branche og hverdag, skal have vægt i undervisningen.
Der læses mindst 2 emner. Et emne skal indeholde tekster, der vedrører en virksomheds interne og eksterne kommunikation. Et andet emne er valgfrit.
Intern kommunikation kan eksempelvis være
· personaleblade
· informationsbeskrivelser
· produktvejledninger
· annoncer
· mundtlige kommunikationsformer (herunder formidlingssituationen)
Ekstern kommunikation, eksempelvis
· reklamer og brochurer
· produktbeskrivelser og -vejledninger
· annoncer
· mundtlig og skriftlig informationsarbejde.
Mundtlig og skriftlig fremstilling
Integreres i undervisningen og tilrettelægges med progression. I forbindelse med mundtlig fremstilling arbejdes der med at
· udvikle elevens sproglige bevidsthed
· øge elevens ordforråd og begrebsverden
· styrke eleven til at indgå i forskellige kommunikative sammenhænge
· udvikle elevens færdigheder i at anvende talesprogets udtryksmidler
· styrke elevens evne til at lytte.
I forbindelse med den skriftlige fremstilling arbejdes med at udvikle elevens sans for forskellige teksttypers særlige former og muligheder. IT benyttes til relevant kommunikation og informationssøgning.
d. Skriftligt arbejde
Det skriftlige arbejde omfatter skriveprocesser og opgavetyper af forskellig art og omfang, herunder processkrivning og faglig skrivning. Mindst én skriftlig opgave skal repræsentere skrivning på tværs af dansk og et eller flere andre fag.
Det skriftlige arbejde tilrettelægges og dokumenteres på en sådan måde, at det kan danne grundlag for afgivelse af standpunktskarakter i skriftlig dansk. Dokumentationen opsamles i elevens portfolio, der indgår i eksamen.
Eksamen
Der afholdes caseeksamen med en mundtlig prøve.
På basis af en casehistorie om en virksomhed, som er udvalgt af undervisningsministeriet, skal eleven på casearbejdsdagen arbejde med løsningen af et caseopgavesæt bestående af i alt 8 opgaver. Opgave 1 - 5 er centralt stillede, opgave 6 og 7 er lærerstyrede, og opgave 8 er elevstyret.
Til opgave 6 og 7 formulerer læreren en opgave, der enten tager udgangspunkt i casevirksomheden eller åbner mulighed for en perspektivering til en eller flere problemstillinger i casevirksomheden.
I opgave 8 skal eleven præsentere de tekster, som eleven har udvalgt fra arbejdsportfolien. Mindst ene af disse tekster skal være en tekst udarbejdet om den aktuelle casevirksomhed. Eleven skal herunder med udgangspunkt i eksempler på eget skriftligt arbejde redegøre for og indgå i dialog om det skriftlige produkt, herunder om skriveformål og målgruppe, valg af sprog og udtryksform samt sproglig form og indhold. Prøven skal demonstrere elevens viden og bevidsthed om normer, vilkår og valg i skriftligt arbejde med udgangspunkt i resultatet af egen skriveproces.
Censor bestemmer hvilke opgaver i opgavesættet, eleven skal eksamineres i. Eksaminationstiden er 30 min pr. elev.
Eleven bedømmes i forhold til fagets kompetencemål, og karakteren for prøven gives på baggrund af en helhedsvurdering af elevens præstation.
Dansk D
Mål
Undervisningen på niveau D skal udbygge målene på niveau E.
Målet med undervisningen er, at eleven kan
1) udtrykke sig med variation, klarhed og præcision i skrift og tale i både erhvervsfaglige og almene sammenhænge
2) anvende korrekt sprog, retstavning og tegnsætning og forholde sig til regler og normer for sprogbrug
3) redegøre for sprogets opbygning, brug og funktion i konkrete erhvervsfaglige og almene sammenhænge
4) indsamle og bearbejde tekstmateriale i trykt eller elektronisk form
5) styre en skriveproces fra idé til produkt og indgå i dialog om egne og andres skriftlige produkter
6) foretage en metodisk analyse, perspektivering og vurdering af forskellige teksttyper
7) identificere og forholde sig til sprogets rolle og betydning i forskellige sammenhænge og situationer
8) anvende sin kommunikative forståelse til nytte for samarbejdet og samværet med andre
9) anvende IT til relevant kommunikation og informationssøgning.
Indhold
· Tekstarbejde
· Mundtlig og skriftlig fremstilling
· Der arbejdes med enhver form for læst, set eller hørt tekst.
b. Tekstarbejde
Der arbejdes med forskelligartede teksttyper, medier samt med danskfaglige metoder og redskaber til analyse, forståelse og perspektivering af tekster.
Teksterne skal spænde over et vidt spektrum i tid og med hensyn til genre, funktion og sammenhæng. Tekster og mundtligt stof med relevans for elevernes uddannelse, branche og hverdag, skal have vægt i undervisningen.
Der læses mindst 2 emner.
Et emne skal behandle sprogets rolle og betydning i en nærmere defineret arbejdsmæssig eller social sammenhæng.
Det andet emne skal være flerfagligt og indeholde en veldefineret danskfaglig tilgang.
c. Mundtlig og skriftlig fremstilling
Mundtlig fremstilling omfatter elevens færdighed i at anvende talesprogets udtryksmidler på en hensigtsmæssig måde og i at lytte og forstå ved samtale og mundtlig fremlæggelse.
Skriftlig fremstilling dyrker elevens færdighed i at udtrykke sig med sans for forskellige teksttypers særlige former og muligheder. Eksempler på faglig skrivning og formidling inden for den merkantile uddannelse, eleven har valgt, skal indgå.
IT benyttes til relevant kommunikation og informationssøgning.
Skriftligt arbejde
Det skriftlige arbejde omfatter skriveprocesser og opgavetyper af forskellig art og omfang, herunder processkrivning og faglig skrivning. Mindst én skriftlig opgave skal repræsentere skrivning på tværs af dansk og et eller flere andre fag.
Som fremstillingsformer indgår
· resumé
· referat
· beskrivelse
· analyse
· fri fremstilling
· rapport
Desuden arbejdes der med
· sprogrigtighed
· grammatik
· retstavning
I forbindelse med rapporten arbejdes der med
· afgrænsning
· informationssøgning
· problemformulering
· disposition
· konklusion
Eksamen
Der afholdes caseeksamen med en mundtlig prøve.
På basis af en casehistorie om en virksomhed, som er udvalgt af undervisningsministeriet, skal eleven på casearbejdsdagen arbejde med løsningen af et caseopgavesæt bestående af i alt 8 opgaver. Opgave 1 - 5 er centralt stillede, opgave 6 og 7 er lærerstyrede, og opgave 8 er elevstyret.
Til opgave 6 og 7 formulerer læreren en opgave, der enten tager udgangspunkt i casevirksomheden eller åbner mulighed for en perspektivering til en eller flere problemstillinger i casevirksomheden.
Censor bestemmer hvilke opgaver i opgavesættet, eleven skal eksamineres i. Eksaminationstiden er 30 min pr. elev.
Eleven bedømmes i forhold til fagets kompetencemål, og karakteren for prøven gives på baggrund af en helhedsvurdering af elevens præstation.
Dansk C
Niveau C, vejledende uddannelsestid: 4 uger eller niveau D + 2,0 uger
Mål
For elever, der i forvejen har niveau D, skal indholdet i niveau C supplere indholdet i niveau D.
Målet med undervisningen er, at eleven kan
1) udtrykke sig i et varieret, klart og nuanceret sprog
2) anvende og forholde sig til korrekt sprog, retstavning og tegnsætning i såvel egne som andres tekster
3) styre forskelligartede skriveprocesser fra idé til produkt og indgå i dialog om egne og andres skriftlige produkter
4) reflektere over sprogets brug og funktion i erhvervsfaglige og almene sammenhænge, herunder samspillet mellem forskellige teksttypers indhold, æstetik og kontekst
5) foretage en metodisk tekstanalyse med perspektivering og give en begrundet vurdering af forskellige teksttyper og udtryksformer
6) formulere sin analyse, perspektivering og vurdering både mundtligt og skriftligt
7) anskue og vurdere sproget som socialt og samfundsmæssigt fænomen, herunder dets rolle og betydning i erhvervsfaglige og almene sammenhænge
8) anvende sin kommunikative forståelse til nytte for samarbejdet og samværet med andre
9) anvende IT til relevant kommunikation og informationssøgning.
Indhold
· Tekstarbejde
· Mundtlig og skriftlig fremstilling
· Der arbejdes med enhver form for læst, set eller hørt tekst.
b. Tekstarbejde
Tekstarbejdet omfatter læsning og metodisk analyse af litterære, massekommunikative og erhvervskommunikative tekster. Billeder indgår blandt teksterne. Tekster og mundtligt stof af relevans for den merkantile uddannelse eller det uddannelsesområde, eleven har valgt, skal have vægt i undervisningen.
De analyserede tekster perspektiveres i en samfundsmæssig, psykologisk, kulturhistorisk eller anden sammenhæng. Teksterne gøres til genstand for en begrundet vurdering.
Der læses mindst to af følgende emner: en periode, mediekultur, sprogtema, forfatterskab eller genre.
I emnelæsningen indgår en række primærtekster og en større eller flere mindre sekundærtekster.
Et eller flere emner inddrager tekster fra andre sprog- og kulturområder.
Der læses mindst et hovedværk.
c. Mundtlig og skriftlig fremstilling
Mundtlig fremstilling omfatter elevens færdighed i at anvende talesprogets udtryksmidler på en hensigtsmæssig måde og i at lytte ved samtale og mundtlig fremlæggelse.
Skriftlig fremstilling dyrker elevens færdighed i at udtrykke sig med sans for forskellige teksttypers særlige former og muligheder. Som fremstillingsformer indgår resumé, referat, beskrivelse, analyse, fortolkning, fri fremstilling og rapport.
Der arbejdes med sprogrigtighed, grammatik og retstavning. IT benyttes til relevant kommunikation og informationssøgning.
Det skriftlige arbejde fordeles jævnt over forløbet og skal omfatte skriveprocesser og fremstillingsformer af varieret art og omfang, herunder processkrivning og opgaver med erhvervsfaglig relevans. Mindst to skriftlige opgaver skal repræsentere skrivning på tværs af dansk og et eller flere andre fag med veldefineret danskfaglig tilgang.