Fagprøve
I kontor-, detailhandels- og
engroshandelsuddannelserne udarbejder eleven en skriftlig rapport eller
lignende, der indgår i den afsluttende fagprøve. Projektet kan gennemføres
individuelt eller som gruppearbejde. Prøven omfatter en mundtlig eksamination
af den enkelte elev eller en gruppe af elever under medvirken af een censor.
Formål
Fagprøven har til formål at
evaluere elevens opnåede faglige, generelle og personlige kvalifikationer inden
for det pågældende fagområde og at vise, at eleven er i stand til at anvende
denne viden ved løsning af en given opgave.
Ved idéudvikling, planlægning og
gennemførelse af aktiviteten skal eleven kunne inddrage teoretiske og praktiske
forhold fra hele uddannelsen, herunder information af og samarbejde med andre
i processen. Inden for de givne rammer skal eleven kunne forholde sig til
helhed og sammenhænge og kunne fordybe sig i et mere afgrænset problemfelt af
relevans for elevens uddannelse og
arbejdsområde.
Organisering
Fagprøven gennemføres som et
projekt, der forberedes i den næstsidste skoleperiode, hvor eleven udarbejder
sin problemformulering i samarbejde med en lærer. Elevens praktikvirksomhed
inddrages i problemformuleringen, således at der er mulighed for støtte og
bistand i virksomheden til det videre arbejde.
I den efterfølgende praktikperiode
skal eleven have mulighed for informationssøgning i virksomhedens eller på
anden måde inddrage konkret viden og information fra praktikvirksomheden i
opgavebesvarelsen.
I den sidste skoleperiode i
elevens uddannelse færdiggøres projektet omhandlende både praktik og
teoretiske overvejelser og resultater. I denne uge skal skolens lokaler og
øvrige under-visningsudstyr inden for normal undervisningstid så vidt muligt
være til rådighed for eleven. Der gives ingen egentlig vejledning, men eleven
skal have mulighed for at få besvaret enkelte konkrete spørgsmål af faglærer.